Videoekspert: sådan laver du succesfulde SoMe-videoer

Video er klart den type indhold, der kommunikationsmæssigt performer bedst på de sociale medier – det siger alle statistikker. For mange virksomheder er det derfor oplagt at bruge video i SoMe-annonceringen. Men hvad kendetegner de velfungerende Instagram og Facebook videoer? Hvordan laver du dem selv? Og hvornår er det en god idé at få professionelle til at producere dem?

Sådan laver du gode videoer til sociale medier

Marc Bostrøm, ejer af MOBvision

 

Det har vi spurgt Marc Bostrøm om – han er ekspert i video til sociale medier og ejer af MOBvision, der producerer SoMe-reklamefilm for et hav af danske virksomheder.

 

Her får du hans bud på, hvordan du laver succesfulde videoer til Facebook og Instagram – og en tjekliste med hans vigtigste gør-det-selv-video-tips.

 

Husk tre-sekunders-reglen

 

Du skal fange brugerne – med det samme! Det er regel nummer et, hvis du skal lave en succesfuld SoMe-video”, slår Marc Bostrøm fast som det allerførste. Forskning viser nemlig, at det er de første tre sekunder, der gælder.

 

“I løbet af de første 3 sekunder vurderer brugerne, om de synes, din video er interessant, eller om de vil scrolle videre. Så det er dét vindue, du har”.

 

Resten af videoen er selvfølgelig også vigtig – men jo kun hvis folk, rent faktisk bliver hængende og ser den, tilføjer han.

 

Overrask, fascinér og underhold

 

Men hvordan får du skabt interesse på så ULTRAkort tid? Ifølge Marc Bostrøm, handler det først og fremmest om at give din film en superskarp vinkel.

 

Du skal ikke forsøge at præsentere ALT det, du kan tilbyde. Folk kan ikke rumme det. Fokusér på ét budskab. Og så kan du forklare alt det andet senere”, siger han og fortsætter med at fortælle om alle de øvrige virkemidler, du kan benytte for at gøre brugerne interesserede.

 

Du kan for eksempel pirke til deres nysgerrighed, fascinere dem, bruge humor eller fortælle en historie”, fortæller han.  

 

For nogle, kan det være en idé, at lade brugerne komme ‘behind the scenes’ og se, hvordan produkterne bliver til. Konditoriet La Glace har for eksempel stor succes med at lave videoer, hvor de viser, hvordan de laver deres kager – nok også fordi deres håndværk er æstetisk og fascinerende at se på.

 

 

Det kan også være oplagt for nogle at lave instruktionsvideoer. Eksempelvis har Bering House of Flowers mange tusinde visninger på videoer, hvor de viser, hvordan man binder blomsterbuketter.

 

Bering House of Flowers viser deres brugere, hvordan de laver smukke buketter

 

“Det handler ALTSAMMEN om at kende din målgruppe og vide, hvad der trigger dem”, pointerer Marc Bostrøm.

 

Pas på Bullshit-filteret!

 

Noget, du dog for alt i verden skal undgå, er at være ‘sælgende’. Folk er nemlig godt trætte af ‘salg’”.

 

Der er flere og flere annoncer på de sociale medier – og alle andre steder, for den sag skyld. Derfor møder du salgsbudskaber hele tiden, forklarer han.  

 

Nogle kalder salg for ‘Bullshit’. Og ‘Bullshit-filteret’ er blevet SÅ meget større. Lige så snart folk bare dufter, at ‘nu er der nogen, som prøver at sælge mig noget’, så er de væk igen!”.

 

Men hvordan sælger du et produkt uden at ‘sælge’ det? For Marc Bostrøm, handler det om at tænke formidling, i stedet for salg. Og så skal du være personlig og autentisk.

 

“Fokusér på det, du kan gøre for modtageren, og formidl dét på en personlig og ærlig måde. Så har du en langt bedre chance for at trænge igennem”.

 

Producer til mobilen

 

På det lavpraktiske plan, skal du sørge for at lave dine videoer, så de fungerer bedst på mobil – for det er dér, folk er”, siger Marc Bostrøm.

 

Derfor skal dine videoer have et kvadratisk format, som er det, der fungerer bedst på den lille skærm.

 

Lav gode videoer til Facebook og INstagram

DR3 bruger farvede undertekster til at understrege keywords

Og da mange må have deres mobiler på lydløs, når de går på Facebook og Instagram, så skal dine videoer altid kunne fungere uden lyd!”. 

 

Konkret vil det sige, at du altid skal have undertekster på dine videoer. Og det behøver altså ikke at være kedelig hvid tekst med sort baggrund.

 

“Leg lidt med det! Du kan for eksempel bruge sjov grafik eller fremhæve særlige keywords. Der findes nogle billige apps, du kan bruge til dette”.

 

Hvornår skal du hyre en professionel?

 

Der er mange ting at holde styr på, når du skal lave SoMe-videoer. Så, hvornår skal man hyre en professionel, og hvornår kan man selv kaste sig ud i projektet?

 

Hvis du skal bruge indhold af flot visuel kvalitet, såsom branding-videoer, så er det klart bedst at bruge professionelle. For der skal man have noget viden om komposition, lys, klippeteknik og noget bestemt udstyr”.

 

Men de fleste virksomheder poster jo indhold på sociale medier en til to gange om ugen, og det er de færreste, der har råd til at bruge professionelle til det hele, pointerer han.

 

Så det ideelle er at producere de hyppige video-opslag selv, og så hyre et produktionsselskab til de lidt vigtigere videoer, der skal have højere kvalitet”.

 

Har du for eksempel en blomsterbutik, hvor du hver uge har tilbud på ugen blomster, så er det oplagt at lave disse videoer selv, forklarer han.

 

“Men skal du lave en video, der skal formidle oplevelsen af at være i din butik, vil det være en fordel at hyre en professionel, da den skal være visuelt lækker”.

 

Det er dog vigtigt, at indhold og visuelt udtryk i alle dine videoer ikke stikker i alle mulige forskellige retninger.

 

Der er nødt til at være en vis genkendelighed i alt dit indhold og alle dine platforme”, slår Marc Bostrøm fast.

 

Marc Bostrøms tjekliste til at lave gode SoMe-videoer

Format

Kvadratisk format
Sørg for at filme i kvadratisk format, da dette format fungerer bedst til Facebook og Instagram. Det gør du ved at filme med telefonen på højkant.
3% margin
Lav altid en 3% margen til kanten på dine videoer, så der er noget at give af. Ikke alle mobiler viser indhold på helt samme måde.
Post altid videoer seperat
Post aldrig den helt samme video på Facebook og Instagram – for det er forskellige formater, de hver især skal have. Så upload to separate versioner, der er tilpasset hver platform.

 

Lyd

Køb mikrofon til mobiltelefon
Du kan ret billigt købe mikrofoner, der passer til Smartphones, og som sikrer en markant bedre lyd. For nogle brugere vil se videoerne med lyd, og en Smartphones indbyggede mikrofon giver en meget dårlig lydkvalitet.
Videoer skal fungere lydløst
Din video skal dog kunne fungere uden lyd, da de fleste er nødt til at se videoerne på lydløs. 
Undertekster
Brug altid undertekster! Du kan sagtens lege lidt med det og gøre dem lidt kreative – der findes nogle billige apps, du kan bruge til dette. 

 

Lys

Naturligt lys
Brug så vidt muligt naturligt lys. Film på et tidspunkt på dagen, hvor der er godt lys. 

Billede

Genkendelighed
Sørg for, at der en vis visuel genkendelighed i alt dit indhold på dine sociale medier, dit website etc. 
Tripod
Det er en god idé at køb et stativ, så du kan optage stabile billeder. En tripod, der kan foldes sammen, kan være en fordel, da dette både kan bruges som stativ, og som et slags steadycam, når du skal filme håndholdte shots. Telefonen bliver nemmere at styre, og der kommer færre rystelser. 

 

Indhold

indhold
Fang brugeren inden for de første tre sekunder!
Lav korte videoer
Brugernes attention span er meget kort. Så hold dine videoer på max 30-60 sekunder. 
Alle levende billeder tæller
Husk, at alle billeder med bevægelse opfattes som video – eksempelvis fotos med mover-funktion (der findes nogle apps, du kan bruge til dette), eller skærmoptagelser. Så du behøver ikke altid at gå ud og optage en decideret video.

 

Læs mere om MOBvision