Spamforbud

Ny spamvejledning: gammel vin på nye (digitale) flasker

Der har været meget hype om den nye spamvejledning, som Forbrugerombudsmanden udgav i december 2018. For nu er der endelig blevet sat ord på, hvordan markedsføringsloven skal forstås i forhold til SoMe – og mange er blevet overraskede over, hvad man ikke må.

 

Det er (fortsat) ulovligt…

 

Men egentligt er der tale om gammel vin på nye (digitale) flasker. Der har hele tiden været strenge regler for, hvordan man må servere sin marketing for folk – og der er ikke sket en ændring i loven. Det, der er ulovligt i dag på de sociale medier, har sådan set hele tiden været forbudt. Den nye spamvejledning præciserer bare reglerne i forhold til SoMe og giver konkrete praktiske eksempler – så ingen kan være i tvivl.  

Folk må ikke ufrivilligt overhældes med reklamer, og derfor har det hele tiden været forbudt at kontakte folk via elektronisk post, uden deres samtykke. Nogle har dog sat spørgsmålstegn ved, om de sociale medier så også gjaldt som elektronisk post. Men den debat er der nu sat endelig prop i: SoMe skal (naturligvis) ses som elektronisk post.

 

Notifikationer kan også være spam

 

Det betyder helt konkret, at kommentarer, delinger, notifikationer, tagging og privatbeskeder altså også kan være spam. Og hvis du giver brugere incitament for at dele dit kommercielle indhold, ses deres deling endda også som spam – selvom de er privatpersoner. Du må derfor ikke belønne følgere for fx at dele dit opslag eller tagge deres venner.

 

“Åh, åh” tænker du måske “Det har jeg gjort i årevis”. Og det er der nok rigtig mange, der tænker. Meget af den type SoMe marketing har været udbredt standard-praksis. Derfor er det nok også svært at tro, at der i særlig grad vil blive fulgt op på overtrædelserne bagudrettet.

 

Men hvis du nu sidder og gerne vil sikre, at du fremover holder dig inden for reglerne, så får du her et par af de vigtigste eksempler på, hvad der no-go i din So-Me marketing.

 

Det må du (stadig) ikke:

 

  • Du må ikke invitere brugere til at like din virksomhedsside
  • Du må ikke kræve, at følgere tagger deres venner for at kunne deltage i en konkurrence
  • Du må ikke belønne dine følgere for at dele eller sprede din markedsføring.
    En belønning kan fx være udlodning af gavekort til dem, der deler din virksomheds opslag. Men det kan også være en non-profit belønning som fx et tilbud om at donere til velgørenhed, hvis følgerne ‘tipper en ven’

 

Du kan læse hele spamvejledningen her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/46499/spamvejledning-2018.pdf